Guide Hvad er kvælstofkredsløbet - De tre stadier i dit akvarie.

Status
Not open for further replies.
Kvælstofkredsløbet
Rigtig mange nye akvariehobbyister påbegynder deres eventyr uvidende om, hvordan kvælstofkredsløbet i deres akvarie fungerer, og hvor vigtigt det er for akvariedyrenes velbefindende og overlevelse. Denne guide giver nye akvarister en indsigt i, hvordan de kan bygge et kærligt hjem til deres fisk.

Kvælstofkredsløbet er naturens måde at genanvende næringsstoffer på. Kredsløbet går igennem 3 stadier, hvor bakterier omdanner ammoniak til nitrit og herefter
omdanner nitrit til nitrat. Kvælstofkredsløbet starter først, når der foregår en nedbrydning af fiskemad, døde fisk, planterester og fiskeafføring i dit akvarie.

Bakterierne findes hovedsagelig i filteret, men også på alle andre overflader i dit akvarie. Det betyder, at man kan transportere en portion bakterier til et ny akvarie, blot ved at rykke elementer fra et ældre kørende akvarie til det nye. Det er dog ikke en magisk løsning, da bakterierne stadig skal have tid til at etablere sig.

Betegnelser:
  • Ammoniak: NH3/NH4+
  • Nitrit: NO2
  • Nitrat: NO3
  • ppm eller mg/L: (Part per million eller miligram per liter) bruges, som en måleenhed.
ezgif.com-webp-to-jpg (1).jpg


Fase 1: Ammoniak (Giftigt)
Alle dine akvariedyr udskiller ammoniak (NH3/NH4+) på flere forskellige måder. Hos fisk sker det igennem deres gæller. Det er sådan, de primært kommer af med deres affaldsstof ammoniak. Ammoniak kan også komme fra bakterier, der lever af fiskenes afføring, døde planter, døde fisk og fra rester af fiskemad. Ammoniakken er starten på kvælstofkredsløbet. Bakterierne skal have adgang til ilt, uorganisk kulstof og en smule jern for at de kan omdanne ammoniakken til nitrit, disse stoffer findes ofte naturligt i dit akvarie.

Ammoniak er giftigt for fisk, for hvis vandet indeholder for meget ammoniak, er det ikke muligt for fiskene selv at udskille ammoniak. Sker det, begynder ammoniakken i fiskens krop at nå kritiske niveauer. Fiskene bliver stressede, deres gæller og organer kan tage skade og til sidst dør de. Overlever de, bliver de mere tilbøjelige til at blive syge.

Ammoniak skal derfor holdes nede på 0 ppm, for dine fisk skyld. (Info for avanceret akvarister)

Typiske tegn af ammoniak forgiftning:
  • Fiskene gisper, spjætter eller svømmer unormalt.
  • Der er overskud af kropsslim.
  • Der er blodige pletter på kroppen og finnerne.
  • Pludselig død af fisk.

Fase 2: Nitrit (Giftigt)
Nitrit (NO2) er affaldsstoffet fra de bakterier, der bruger ammoniak som deres energikilde. Her er der en anden koloni af bakterier der forbruger oxygen og uorganisk kulstof for at forbrænde nitrit. Nitrit er også giftig for fiskene fordi nitrit faktisk omdanner fiskens hæmoglobin til methaemoglobin, det betyder at fiskens blod mister evnen til at transportere ilt rundt i kroppen.

Det kan resultere i diverse organskader da akvariedyrene praktisk set drukner. Jo længere tid og/eller jo større en koncentration af nitrit, fisken bliver udsat for, desto mere af dens hæmoglobin bliver konverteret. Denne forgiftning svækker dine fisk og gør dem mere sårbare over for sygdomme og til sidst dør de, når koncentrationen af nitrit er kritisk.

Det er derfor nitrit er så farligt og skal absolut holdes på 0 ppm.

Typiske tegn af nitrit forgiftning:
  • Fisken har en tung, anstrengt eller på anden måde svækket vejrtrækning.
  • Fisken gisper og søger ophold i nærheden af iltrige områder af akvariet (luftsten, udløbsrør, indsugningsrør osv.).
  • Fisken får brunt gællevæv.

Fase 3: Nitrat (Giftigt i større doser)
Nitrat (NO3) er affaldsstoffet fra de bakterier, der bruger nitrit som deres energikilde. Nitrat er meget mindre giftigt end ammoniak og nitrit, og fungerer som en næringskilde til akvarieplanter. Ved vandskifte er det typisk nitrat man ønsker at nedsætte ned til et sikkert niveau, hvor kvælstofkredsløbet ellers kører. Nitrat vil man gerne holde på omkring 25 ppm.

Planter optager nitrat, så hvis man har rigtig mange planter, hjælper de med at optage nitraten. Jo flere planter, desto større en optagelse af nitrat forgår der. Med en rigtig god akvarie opstilling, kan man faktisk komme uden om vandskifte. Dette kræver dog rigtig god viden om kemi, gødning og et ordentligt filtreringsystem. Vi vil dog altid anbefale vandskift, da der kan ophobe sig andre urenheder i et akvarie.


Hvor kommer kvælstofsbakterierne fra og hvor lever de?
Bakterierne kan komme flere steder fra, fx fra dit bundlag (grus, sand, soil, osv.), sten, planter og vand. De kan også komme fra luften og finde vej ned i dit akvarie. Det vil sige, at hvis du lader et akvarie stå med vand, så vil der med tiden opstå et kvælstofkredsløb, efterhånden som bakterier formerer sig og dør. Dette er dog en meget langsommelig proces og kan heldigvis fremskyndes.

Bakterierne gror på alle akvariets overflader. Den største koloni findes dog i filteret, da det har et stort overfladeareal, hvor bakterierne kan gro i massevis og hvor pumpen bringer ny næring og ilt hele tiden. Det betyder, at så længe filteret kører, så kan du have en stærk bakteriekoloni her, der bliver vedligeholdt af den næring og ilt, som pumpen bringer. Bakterierne vokser også på dine planter, glas og bundlag og tager den næring de kan få fat i, og da vandet bevæger sig i et akvarie, får de også fornyet næring, dog typisk i en mindre grad end bakterierne i filteret.

Hvis man skal starte et nyt akvarie op, kan man hjælpe kvælstofkredsløbet på vej ved at overføre bakterier fra det gamle akvarie til det nye. Man kan fx tage svampen fra det gamle filter og klemme noget væske fra det ned i det nye filter, genbruge det gamle filter eller rykke sten, grus og planter fra det gamle akvarie. Du er dog stadig nødt til at foretage målinger, for selvom man gør dette, kan en koloni stadig tage tid om at etablere sig.

Det er dog også muligt at starte et nyt akvarium op uden at have adgang til bakterier fra et andet akvarium. Dette kan gøres ved at tilføre næring til akvariet, som bakterierne kan forbruge. Det kan enten være ren ammoniak, eller du kan løbende tilføje fiskefoder. Dette kaldes også for ghostfeeding (”spøgelsesfodring”), da der ikke bør være nogen fisk i akvariet i denne fase. Fisk bør først tilføjes, når kredsløbet er etableret, og akvariet dermed er sikkert for dem. Guide til opstart af akvarie med den fiskeløse cyklus metode

Afsluttende info
Som akvariehobbyist kan du nu se, hvorfor det er så vigtigt at kende til kvælstofkredsløbet og være opmærksom på, om der er ammoniak, nitrit og nitrat i akvarievandet. Specielt i et nyopstartet akvarie er det vigtigt at teste vandet for at vide, hvornår akvariet er klar til at kunne få fisk i. Vi anbefaler derfor, at du har et testkit og helst et vandbaseret testkit, så du kan teste dine vandværdier. Du bør kunne teste ammoniak (NH3/NH4+), nitrit (NO2) og nitrat (NO3). Der må ikke være ammoniak og nitrit i vandet, mens der gerne må være lidt nitrat - omkring 25 ppm.

Har du spørgsmål og er i tvivl?
Tøv ikke med at oprette dig på vores forum, vi vil mere end gerne hjælpe dig og besvare dine spørgsmål. Vi ser frem til at byde dig velkommen i vores fællesskab og hjælpe med dit akvarieeventyr.

jbl-nh4.jpg


Kilder:
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2442280/
https://edis.ifas.ufl.edu/publication/FA031
https://users.cs.duke.edu/~narten/faq/cycling.html
https://usb-akvariegoedning.dk/artikler/artikel-oversigt/akvariets-kemi-(3)/Kvælstofkredsløb, kemien og filtre.pdf
https://denstoredanske.lex.dk/kvælstofkredsløb
 
Senest redigeret:
Status
Not open for further replies.
Back
Top